Bagsværd-Bladet: Dementi og beklagelse
For at undgå injuriesag må Bagsværd Bladet april 1998 bringe en
Beklagelse og dementi af en række udtalelser om Vadstrupgårds tidligere leder. Samtidig
betalte Bagsværd/Søborg-Bladet 10.000 kr. i erstatning til Inga Held og udgifterne til
hendes og BUPLs advokat.
Bagsværd/Søborg Bladet 6. april 1998:
" Beklagelse og dementi.
I en række artikler har vi i Bagsværd/Søborg Bladet beskæftiget os med
forholdene på børneinstitutionen Vadstrupgård. Herunder har vi om den nu pensionerede
leder af institutionen Inga Held blandt andet anført følgende: "I 1994 bad
bestyrelsen om at få Inga Held fyret", "et utrygt personale, der frygter
forfølgelse af lederen", "de massive problemer, der har været med
institutionens leder Inga Held", "det handler om en udygtig og ind imellem
tyrannisk leder, der gennem næsten ti år har forårsaget en massiv personaleflugt fra
Vadstrupgård", "et personale der føler sig truet af lederen, en bestyrelse,
der direkte klager over lederen." I øvrigt giver artiklerne i Bagsværd/Søborg
Bladet indtryk af, at Inga Held var ansvarlig for, at de seksuelle overgreb, som en
pædagogmedhjælper blev dømt for den 29. december 1997, ikke blev opdaget. Da vi må
erkende, at disse sigtelser mod Inga Held er usande, skal vi stærkt beklage, at vi har
viderebragt disse. Som kompensation for den tort vi har forvoldt Inga Held, har
Bagsværd/Søborg Bladet betalt hende en godtgørelse på kr. 10.000, samt hendes udgifter
til advokatbistand."